Skal tilbage til Aalborg i morgen, for at besøge en veninde som jeg nu har kendt i lidt over et år. Men hvorfor er jeg så, SÅ nervøs?
Jo, min ekskæreste bor derovre og jeg er nok i virkeligheden bange for at møde ham eller se ham, for det har jeg virkelig ikke lyst til. Heldigvis har jeg jo en ny og helt unik og fantastisk kæreste, så jeg behøver ikke være så bange og nervøs tror jeg. Det er nok fordi jeg ved hvor meget drengen har såret mig for lidt over et halvt år siden og hvor ondt det gjorde. Så at mindes ham, vil være helt forfærdeligt på en måde fordi jeg inderligt ikke ønsker det! Det hele er meget underligt og forvirrende inde i mig selv, fordi jeg er så forelsket i min nuværende kæreste, men på en måde er nervøs for at møde ham den sidste, fordi jeg ved hvordan han er og behandler folk. Og specielt fordi jeg tror jeg ikke betyder eller har betydet ret meget, hvor det er modsat hos mig. Han betød det hele for mig og at have mistet det på sådan en hård måde sætter sine spor. Jeg hader ham ikke, men det piner mig at jeg stadig føler at jeg har en conection til ham, et bånd som altid vil være der. Og jeg aner ikke om det er de gamle minder i venskabet som sidder i mig, eller om der virkelig stadig er noget. For jeg mærker næsten altid rigtigt omkring mennesker - så kan jeg stole på mine instinkter - hvad skal jeg gøre hvis jeg ser ham? Alle de mange tanker er der i mit hovede for tiden. Så jeg satser egentlig bare på at jeg ikke kommer til at støde ind i ham på noget tidspunkt, og at jeg kan nyde tiden med min dejlige veninde!
Så glæder mig faktisk også, nok derfor de meget blandede følelser.
- Har ikke lavet et indlæg længe om mine tanker og følelser, så nu havde jeg lige brug for at fortælle jer dette. Hvis i har nogle kommentarer på mit problem her, så svar endelig! ♥
Ingen kommentarer:
Send en kommentar